Klog på bridge

Efter sigende fører alle veje til Rom
…..og mange veje fører til GOD BRIDGE!

Vi har alle mere eller mindre et håb om at blive en endnu bedre bridgespiller. Så hvad kan Slotsbridge tilbyde i den kommende sæson 2026/27?

Undervisning for begyndere. Foto Kim Bach

  1. Tilmeld dig først og fremmest et eller flere hold i Slotsbridge. Der spilles som bekendt alle ugens hverdage. Der er substitutpligt mandag aften og tirsdag eftermiddag – alle andre dage kan du melde fra. Her er også undervisning for begyndere og for fortsættere.
    Se tilmelding til sæson 2026-27 .
  2. Tilmeld dig eventuelt klubbens uddannelsesrække med Jacob Røn. Ganske populært og berigende for både de øvede og de mindre øvede klubspillere  – Slotsbridge Hillerød
    Se kurser her
  3. Deltag i kursusrækken (gratis) som klubbens Ole Sveistrup står for. Ole kommer på besøg på alle hold (undtagen turneringsholdene) en gang om måneden en halv time før turneringen
  4. Du og måske din makker kan tilslutte dig vores ’nye’ mentorordning, dvs. du/I bliver koblet på en rutineret mentor/bridgespiller, som kan vejlede/guide dig/jer i bridgens mysterium. Du/I og mentor har et indledende møde, hvor I afstemmer det reelle udviklingsbehov for dig/jer som bridgespillere. Typisk mødes I kl. 18-19 tirsdag aften i klubben, men I kan også aftale andre mødetidspunkter. Aftalen kan stoppes når som helst af begge parter. Tilmelding sker til poul@goebelconsult.dk senest 23. august 2026.
  5. Du og din makker kan tilmelde dig Snakkebridge tirsdag aften kl. 19-22. Med lagte kort (spillede kort fra ugen der gik) får I 10 min. til at melde, spille og snakke om hvert spil. Ingen krav til handicap, men du og din makker har alle muligheder for yderligere videreudvikling af jeres samspil. Krav om minimum 4 borde til sæsonen 26/27.
  6. Læs bridgebladet og drøft mulige emner med din makker eller søg på Bridge Base Online , Cyberbridge.dk , Dagens Bridge samt Funbridge appen.
    ….så ja, mange veje fører til GOD BRIDGE. Og husk endelig: det skal samtidig være sjovt og hyggeligt.

/Undervisningsudvalget